Et sted i Roskilde, ikke mange kilometer fra festivalpladsen, er omkring 40 musikere og teknikere fra hele verden dybt optaget af at forberede sig til en helt særlig koncert.
Folk tjekker ind på må og få, udveksler grin og omfavnelser, og inde fra øvelokalet kan man høre Damon Albarn slå over i spansk for at kalde en ung musiker tilbage til den næste øver.
Lørdag klokken 17.15 kulminerer de seneste dages intense forberedelser på Orange Scene, når Africa Express vender tilbage til Roskilde Festival med et stjernespækket kollektiv, der tæller kunstnere fra Afrika, Latinamerika, Storbritannien og USA.
Nogle af dem kender Roskilde Festival rigtig godt, andre er med for første gang. Sammen skaber de et møde mellem musiktraditioner, livserfaringer og generationer.
"Lige nu er verden fuld af afstand og forskelle,” siger den mexicanske rapper og feminist Mare Advertencia, der sidste år besøgte festivalen som del af programmet på Re:Act-scenen.
“Men musik samler. Det er som medicin. Et sted, hvor vi kan være sammen. Roskilde Festival viser det. Africa Express viser det.”

Mare Advertencia sluttede sig til Africa Express i starten af 2024, hvor hun og en række musikere fra fire kontinenter mødtes i Mexico for at skrive og indspille ny musik. Opholdet resulterede i det kommende album Bahidorá, og mange af de relationer, der blev skabt i den mexicanske jungle, foldes ud på Orange Scene i aften.
“Det her projekt ligner mig,” siger Mare. “Folk med forskellige historier mødes som ligeværdige. Det findes ikke mange andre steder.”
Som zapotek og kvindelig rapper fra det sydlige Mexico er Mare vant til at kæmpe for at blive hørt. Africa Express har givet hende en ny slags mulighed.
“I Mexico er det svært for én som mig at få en chance som denne. Jeg føler, jeg skal yde mit allerbedste – for dem, jeg repræsenterer. Men alle her er så dygtige. Jeg prøver at gøre alt så godt som muligt. Det her er som en familie."
Fakta: Africa Express
Africa Express er et internationalt musikfællesskab grundlagt i 2006 af blandt andre Damon Albarn. Kollektivet samler kunstnere fra hele verden i åbne samarbejder på tværs af genrer, kulturer og generationer.
Det nye album Africa Express presents… Bahidorá er indspillet i Mexico i 2024 og udkommer 11. juli. Musikere fra fire kontinenter har skrevet og indspillet 21 numre sammen i mobile studier, telte og hotelværelser.
Til koncerten på Roskilde Festival medvirker bl.a. Mare Advertencia, Otim Alpha, Damon Albarn, Moonchild Sanelly, Joan As Police Woman, Django Django, Fatoumata Diawara og Mexican Institute of Sound.
Også den ugandiske musiker Otim Alpha deltog i Mexico. Han har været en del af Africa Express i flere år og var med, da Africa Express gav sin seneste koncert på festivalen i 2022 – og han var her også som solist i 2018.
Han oplever, at både Roskilde Festival og Africa Express handler om mere end musik – om at dele erfaringer og få nye med hjem.
“Jeg bliver så glad, når jeg er her. Jeg lærer noget nyt – og jeg kan også give noget videre. Når jeg kommer hjem, vil jeg fortælle folk, hvordan musikken bevæger sig. Vi har vores egen lyd, men vi må også åbne os. Musikken kan forandre verden,” siger Otim Alpha.
Aftenens koncert bliver fyldt med vestafrikanske strengeinstrumenter, rytmer, rap og rock – side om side, skabt sammen og fremført i fællesskab.
Otim Alpha håber, at folk er klar på at blive overraskede.
“De kommer til at opleve noget helt andet. Vi er så mange mennesker fra så mange forskellige steder, og vi glæder os alle sammen. Og jeg tror, publikum bliver virkelig glade, når de ser det.”