- Onsdag nat 1. juli*00.45, Platform
* Denne kunstner er del af onsdagsprogrammet. Koncerten starter kl. 00.45 natten mellem onsdag og torsdag.
De blev en sensation på den afrikanske Nyege Nyege Festivals 10-års jubilæum sidste år. Nu er den nye supergruppe Pili Pili Girls klar til at give Roskilde Festival en lektion ud i sveddryppende og twerkende rave-kultur fra Tanzanias fremadstormende singeli-scene. Koncerten på Roskilde Festival bliver deres første internationale festivalkoncert, og de fire kvinder i Pili Pili Girls har tænkt sig at sende publikum i rendyrket danseekstase.
Det er ikke første gang, at Roskilde Festival har fornøjelsen af at præsentere singeli-kulturens vilde danseenergi. Og var du til Sisso & Maikos koncert i 2023, har du allerede mærket på egen krop, hvor vild en oplevelse det kan være, når den ukontrollerede stemning fra Dar es Salaams gaderaves slippes løs på en koncertscene.
Singelien har sit epicenter i Tanzanias hovedstad, hvor den blev født i de vildtvoksende arbejderkvarterer Tandale og Manzese, men den højhastige og punkede elektroniske musik har også fået et solidt tag i danseglade mennesker over hele verden, ikke mindst takket være netop det fremsynede østafrikanske label Nyege Nyege og deres festival af samme navn.
Det er således også naturligt, at Nyege Nyege har været med til at præsentere Pili Pili Girls, der består af fire af singeli-scenens mest ikoniske performere. Med deres unikke gruppeenergi formår de i sjælden grad at sætte gang i publikum med spontane koreografier og mosh pits ledsaget af de hyperenergiske singeli-rytmer. Deres debutalbum udkommer i slutninge af 2026, og vi har kæmpe optur over, at Roskilde Festival kan lægge hus til deres første europæiske show.






