
Siden foråret 2025 har Rising samlet Roskilde Festivals helårlige arbejde med nye kunstnere, ideer og fællesskaber. Her får du overblikket over de vigtigste indsatser.
Roskilde Festival har altid handlet om opdagelse.
Om at møde kunstnere, perspektiver og udtryk, man ikke nødvendigvis kendte på forhånd, og om at stille store scener, nysgerrige publikum og stærke faglige miljøer til rådighed for nye kunstnere og idéer.
I foråret 2025 lancerede vi Rising som den fælles betegnelse for vores helårlige indsats for at styrke kunstnere, ideer og fællesskaber, der pejler nye tendenser og åbner nye veje i kunsten og musikken.
Rising er støttet af Tuborgfondet og samler en række initiativer, der giver plads og synlighed til nye stemmer både på Roskilde Festival og resten af året.
Scroll ned og læs mere om de indsatser, vi laver under Rising.
De første dage på Roskilde Festival er stedet, hvor en ny generation af musikere får mulighed for at møde festivalens deltagere.
Gennem First Days præsenterer vi et bredt udvalg af nye musiknavne, som åbner festivalens scener, før det fulde musikprogram går i gang.
For nogle er det deres hidtil største koncert. For andre bliver det næste skridt i et kunstnerskab, der allerede er ved at tage form.
Fælles er, at de møder et stort og nysgerrigt publikum på et tidspunkt, hvor meget stadig kan ske.
At spille en koncert er én ting. At finde vej i et kunstnerisk arbejdsliv er noget andet.
Emerging Artist Area er et samlingssted på festivalen, hvor nye musikere kan møde hinanden, udveksle erfaringer og skabe forbindelser til mennesker fra musikbranchen.
Her er plads til samtaler, faglige møder og nye relationer på tværs af genrer, erfaringer og roller.
Hvad sker der, hvis den største artist går på først?
Headline Flip vender den traditionelle koncertaften på hovedet. Her indtager et etableret navn rollen som opvarmning og giver derefter scenen videre til kunstnere, der normalt ville stå tidligere på plakaten.
Formatet giver nye musikalske stemmer hovedrollen og lader samtidig en etableret artist bruge sin gennemslagskraft til at sende opmærksomheden videre.
Headline Flip blev lanceret i 2025, og den første udgave fandt sted i Lille Vega, hvor Pil åbnede for Augusta Schackinger og Carlina de Place.
Siden har formatet udviklet sig videre som en del af Risings helårlige arbejde med at skabe nye møder mellem kunstnere og publikum.
Rising handler også om at give nye kunstnere og arkitekter mulighed for at skabe værker, der bliver en del af virkeligheden omkring Roskilde Festival.
Milens Vækstlag er et open call for nyetablerede kunstnere og arkitekter, som får mulighed for at udvikle værker til Milen, landskabet syd for festivalpladsen.
Om sommeren er området fyldt med festivaldeltagere. Resten af året bruges det af lokale til blandt andet gåture, ophold og hverdagsliv. Derfor skal værkerne både kunne opleves under festivalen og fungere som en del af området resten af året.
De første to projekter blev udvalgt i 2026.
Table of Interests af kollektivet en:33 tager form som et bord, der bærer spor af de mange måder, Milen bliver brugt på, fra festivalliv til lokale hverdagsaktiviteter.
Rundkredsen af det Aarhus-baserede studio Rumgehør er en stor cirkulær konstruktion sammensat af møbler og skaber et åbent rum, hvor mennesker kan mødes, opholde sig og danne nye fællesskaber.
Fælles for værkerne er, at de ikke kun skal betragtes. De kan bruges, røres og blive en del af livet i landskabet.
Milens Vækstlag er udviklet i samarbejde med Roskilde Kommune og lokale aktører.
Roskilde Festival samarbejder med en række uddannelsesinstitutioner om at give studerende mulighed for at arbejde med virkelige projekter og møde publikum, fagfolk og konkrete udfordringer.
Gennem Rising deltager studerende blandt andet i projekter inden for musik, kunst, arkitektur, design og teknik.
Det kan være studerende, der udvikler løsninger til festivalen, arbejder med kunstneriske eller arkitektoniske projekter eller får mulighed for at møde fagfolk, publikum og konkrete problemstillinger uden for undervisningsrummet.
Et eksempel er samarbejdet med Det Kongelige Akademi, hvor studerende arbejder med nye og eksperimenterende rammer inden for arkitektur og kunst. I 2025 og 2026 har arkitektstuderende blandt andet været med til at udvikle den midlertidige station ved Roskilde Festival Stationsplads.
Sammen med Roskilde Festival Højskole skaber vi med RoFH x RF Tour en koncertturné med tre artister fra årets Roskilde Festival.
Over en uge planlægger, bygger, producerer og afvikler højskolens elever tre koncerter og arbejder på tværs af musik, kunst, lyd, lys, kommunikation og eventledelse.
Artisterne optræder i nye rammer og møder et publikum, mens eleverne får praktisk erfaring med at skabe en samlet koncertoplevelse og med de mange fagligheder, der får en turné til at fungere fra start til slut.


























