Af Andreas Elbke Mortensen, frivillig journalist i Roskilde Festivals Mediehus (Foto: Henrik Arum)
I flere år har Re:Act været et fast indslag på Roskilde Festival. Mellem de lilla vægge omkring det hvide telt i Camping West bliver musik, kunst og aktivisme flettet sammen i et program, der gør menneskerettigheder til noget, du oplever, diskuterer og bliver en del af.
Og hvis du ikke har været forbi tidligere, er der efter alt at dømme en del, du er gået glip af.
“Vores vildeste booking nogensinde er nok den ukrainske rapper Otoy, der også er soldat og har stået i frontlinjen mod Rusland,” siger Mads Lemmike, projektleder hos Rapolitics, der sammen med Institut for Menneskerettigheder og Roskilde Festival står bag programmet på Re:Act.
Det var i 2024. Samme dag stod rapperen Khaled Harara fra Gaza også på programmet, og pludselig sad de to i en fælles samtale om retten til et hjem.
“Det er i de øjeblikke, hvor Re:Act giver allermest mening,” siger Mads Lemmike.
Visionen er at engagere unge i menneskerettigheder gennem rap og hiphop. Og der er især én gruppe, de allerhelst vil ramme:
“Dem, der ikke normalt tænker over menneskerettigheder. Vi håber, at de går derfra og har lyst til at kæmpe for noget.”

Og der er en særlig grund til, at rap fylder så meget på Re:Act.
“Rap er et genialt formidlingsværktøj, fordi vi kan møde folk i øjenhøjde. Det gør budskaber levende,” siger Mads Lemmike.
I år kan du blandt andet opleve den legendariske undergrundsrapper R.A. The Rugged Man eller se Outlandish til koncert og samtale.
Men Re:Act er meget mere end rap. Sidste år lagde Greta Thunberg vejen forbi til en talk, og i år kan du blandt andet spille rettighedsbingo med Mizz Privileze, møde multikunstner Negash Ali eller høre Lucia Odoom til oplæsning og samtale om identitet og tilhørsforhold.
Hver dag slutter Re:Act med freestyle-rap, hvor publikum vælger emnerne, og nogle af Danmarks skarpeste freestyle-rappere improviserer sig gennem dagens tema.
“Det er en måde at binde dagen sammen på. Og især tirsdag bliver det en stor afslutningsfest,” siger Mads Lemmike med et stort smil.
Hele festivalen lige ved hånden
Hver dag under Roskilde Festival kan du gå på opdagelse i nye interviews, guides, anbefalinger og historier på roskilde-festival.dk og i appen.
Her finder du inspiration til din næste koncert, møder kunstnerne bag musikken og kommer tættere på alt det, der sker foran, bagved og mellem scenerne.

En af de mest kompromisløse og teknisk skarpeste stemmer i hiphop.
R.A. The Rugged Man lover eksplosiv energi, komplekse rim og en autenticitet, der har gjort ham til et af de tungeste navne inden for undergrundsrap.
R.A. The Rugged Man: Mandag kl. 16:00.

Hvad vil det egentlig sige at høre til?
Forfatter og kulturjournalist Lucia Odoom inviterer til oplæsning og samtale om hjem – både som et fysisk sted og som noget, vi skaber gennem relationer, kultur og identitet.
Lucia Odoom: Tirsdag kl. 11.00.

Det ligner bingo. Men det handler om retten til at være den, du er.
Mizz Privileze blander lip-sync, humor og masser af glitter med spørgsmål om ytringsfrihed, kærlighed og LGBTQI+-rettigheder. Du kan både blive klogere – og vinde præmier.
Rettighedsbingo med Mizz Privileze: Tirsdag kl. 12.00.

Hvordan hænger kunst, identitet og aktivisme sammen?
Det undersøger multikunstner Negash Ali i en oplevelse, hvor koncert og samtale flyder sammen. Han inviterer dig og dine venner med ind bag teksterne og fortæller om at finde sin plads i verden.
Negash Ali: Tirsdag kl. 15.00.

Outlandish har i mere end 25 år skabt sange om identitet, tro, migration og fællesskab. På Re:Act giver de minikoncert, fulgt op af en samtale om de kulturmøder og fællesskaber, trioen har været med til at skabe gennem musikken.
Outlandish: Tirsdag kl. 16.00.

Hver dag slutter Re:Act med freestyle-rap.
Du kan være med til at vælge emnerne, og nogle af Danmarks skarpeste freestyle-rappere improviserer sig gennem alt fra kropsidealer og ligestilling til skam, normer og identitet.
Rapolitics Freestyle Rapshow: Mandag og tirsdag kl. 17.00.





